PSCC 2018

 

Den første udgave af Political Science Case Challenge blev en stor succes. Foruden at efterlade deltagere og partnere tilfredse, vandt PSCC desuden prisen for årets bedste studenterarrangement af DJØF. I ovenstående video kan du forhåbentligt fornemme den gode stemning, der prægede de to forårsdage i 2018. Herunder kan du læse en reportage skrevet af en af vores dygtige deltagere, som blev bragt i Institut for Statskundskabs månedsblad Kandestøberen.

 

PSCC 2018: Effektivisering af kriminalforsorgen på ca. 8 timer.

 AMALIE BÆKGAARD, ama-bk@hotmail.com.

Fra torsdag den 19. til fredag den 20. marts løb den første Political Science Case Challenge på AU – nogensinde – af stablen. Det betød, at jeg og de andre deltagere blev hevet ud af de ellers trygge rammer på studiet og kastet ud i arbejdet som konsulent og kunsten at finde en løsning og lave en tilhørende præsentation til en virkelighedsnær case fra Finansministeriet.

Det var helt nyt, at det ellers velkendte case competition-koncept, var særlig rettet mod samfundsvidenskabelige uddannelser og at casen, der skulle løses, var relateret til den offentlige sektor. Så hvad enten man var garvet case-competitioner eller ej, så var det både spændt og forventningsfuld, at man mødte op til PSCC.

Efter at have fået udleveret keychain og set de andre deltagere an, der var mødt op iklædt ikke kun de forventede blå, men også mønstrede skjorter, samt T-shirts, gik det indledende program i gang.

Djøf var den første, der holdte et oplæg, hvor deltagerne blev introduceret til hvad man som samfundsvidenskabelig studerende kan bruge sin uddannelse til og jobmulighederne efter endt uddannelse, hvor flere faktisk ender med at bruge deres kræfter i det private.

Efterfølgende blev det tid til at blive sat ind i det arbejde, som statskundskabere laver hos dette års samarbejdspartner, konsulentfirmaet Qvartz, og Finansministeriet, som var dette års case-virksomhed. To dygtige medarbejdere, som tidligere begge har læst statskundskab på AU, delte engageret deres erfaringer med arbejdet i et stort privat og internationalt konsulentfirma, samt arbejdet i et af Danmarks tungeste ministerier. Oplægget blev fulgt op af en næsten helt nyudsprungen statskundskaber, godt nok fra KU, der fortalte om, hvordan det er som nyuddannet, at arbejde som konsulent i Qvartz. Der blev lyttet begejstret til de forskellige erfaringer fra især konsulentbranchen og flere benyttede sig også af muligheden til at stille opfølgende spørgsmål.

Det næste på programmet var en workshop, hvor deltagerne skulle til at være aktive. Efter en grundig introduktion og præsentation af strukturen for udarbejdelsen af en professionel løsning i konsulentverdenen, blev det prøvet af i praksis på en case, der var ingen ringere end optimering af strategien i Danish Crown. Der blev hos deltagerne knoklet med at fremstille et ’problem-træ’, en kreativ markedsanalyse og en overbevisende ’story’ til casen. Selv med gode råd fra Qvartz, så var man dog som samfundsvidenskabelig studerende lidt på udebane, da der i løsningen på casen ikke kunne trækkes meget på hverken OF, metode eller politisk teori. Den næste workshop omhandlede præsentationsteknikker, hvor både det grafiske og ens fremtoning var i fokus. Her stiftede man blandt andet bekendtskab med fænomenet ’pee pee dance’, hvorfor alle deltagerne fremover sandsynligvis vil være meget bevidst om at stå helt stille under en præsentation.

Dagen blev rundet af med det, vi havde ventet på i spænding – præsentationen af dette års case. Det var en stor forløsning, at casen omhandlede reducering af ressourcetrækket på kriminalforsorgen, som i langt højere grad talte til vores samfundsvidenskabelige interesser og kompetencer end et øget salg af grisebasser.

 

Casearbejdet påbegyndes

Fredag morgen begyndte med, at hjernerne for alvor skulle vrides for at finde en løsning på effektivisering af kriminalforsorgen og stadig imødekomme kravene i opgavevaretagelsen. Med løbende sparring med konsulenter og medarbejdere fra Qvartz og Finansministeriet, gik timerne om fredagen næsten hurtigere end en 3-timers makroeksamen. Inden man kunne nå at se sig om, skulle man sammen med sit hold og otte nøje udvalgte og kreativt fremstillede slides, præsentere ens løsning på casen for et kompetent dommerpanel bestående af repræsentanter fra Qvartz og Finansministeriet.

Selvom man begge dage var blevet taget godt i hånden af professionelle, kompetente og imødekommende konsulenter, så var det alligevel med en vis nervøsitet, at man trådte ind foran dommerne for at præsentere gruppens forslag på en løsning, ved at tage dem igennem ens fortælling om casen, som var blevet fremstillet under stort tidspres.

 

Finalen

Efter det hårde arbejde i indelukkede grupperum, var der efter præsentationerne endelig mulighed for at komme ud i solen. Turen gik kort derefter til finalelokaliteten, som var i de inspirerende omgivelser med vægt på bæredygtighed hos Dome of Visions på havnen. Velkomstdrinken blev skyllet ned i solskin på molen, hvor der florerede en afslappet og uformel stemning, mens dagenes oplevelser blev drøftet. Finalen bestod af tre hold fra hver deres indledende runde. De skulle igen præsentere deres kreative løsning på casen, men denne gang for et større publikum end blot dommerpanelet, hvor nu også selveste institutleder på statskundskab, Peter Munk Christiansen havde fået sæde. Efter præsentationerne, hvor dommerne gik i gang med votering, blev den spændte stemning hos publikum forsøgt blødt op af britisk stand-up og kolde øl. Der var dog alligevel en vis spænding, da Thomas Tranekær fra Finansministeriet, endelig kunne annoncere, at holdet ’Rambøllerne’ havde den bedste løsning på casen, og at de var årets vindere af Political Science Case Challenge og 10.000 kr. (før skat).

DJ’en spillede derefter op til fejring – ikke kun af vinderne, men også af et par vel overståede dage, hvor man som studerende for alvor fik sat sine kompetencer og faglighed i spil og hvor man, under workshops med en stejl opadgående læringskurve, blev udfordret på formidling og præsentation.  Det var som en eksamen midt i det spirende forår, med tidspres, sved og en præsentation, der helst skulle sidde i skabet første gang. Dagene var utrolig lærerige og indsigtsfulde – ikke kun i forhold til konsulentverdenen, men også i forhold til arbejdet fra problem til løsning på en case relateret til den offentlige sektor, som det kunne være fedt at prøve kræfter med igen!